De fleste børn nu om stunder, lever de fleste af deres vågne timer i en eller anden form for daginstitution. Det kan være børnehave eller vuggestue, eller de integrerede småbørns institutioner, skoler og SFO. Før i tiden var de fleste børn hjemme hos deres hjemmegående mor. Det i sig selv er en kulturudvikling, der gør at det er vigtigt at kigge nærmere på børns trivsel i daginstitutioner. Jeg har haft en del børn igennem mine hænder de sidste 15 år, og jeg kan sige at det er ikke alle børn der trives lige godt i de offentlige institutioner – og selv om der også findes private institutioner, er det vigtigt at holde øje med om ens børn nu også trives. Der er nemlig børn der er særlig sensitive, eller børn der har en diagnose, eller børn der bare ikke kan være i et rum med mange andre børn. Det er svært at få hjælp og ressourcer til disse børn, og ofte tabes de på gulvet, hvilket er meget ærgerligt, hvis det kunne have været undgået. Heldigvis er der kommuner der gør et rigtig godt stykke arbejde, men de render også panden mod muren, når skolerne så siger, det har vi ikke ressourcer til – så der skal findes en løsning i de nuværende rammer. forældrene kommer også af og til til kort, når de sidder med en skoleinspektør, og en lærestab, der fortæller hvor dårligt ens barn opfører sig – det havde da været mere givtigt, hvis der havde været fokus på det positive.